Oprydning, Rengøring

Forårsrengøring…. er du motiveret?

Pludselig er det her, det længe ventede skønne friske pust af forår! Eller… måske lader det vente på sig endnu et par dage! En gråvejrsdag er en perfekt dag til at være inde og gøre klar til det hele springer du!

More...

Jeg elsker det, jeg flår alt ud af skabene, fylder min spand med varmt velduftende vand og vasker det hele godt og grundigt. Du kan med fordel planlægge en dag eller en hel weekend til sortering, oprydning og rengøring. Få familiens hjælp og sørg for at planlægge, hvordan du kommer af med alt det du ender med at smide ud, sælge eller giver væk.

Det er jo ikke alle, der ligesom mig er lige inspireret til at få ryddet op og gjort rent, bare fordi det er forår! Og hvis du er en af dem der har svært ved at komme i gang kan jeg hjælpe dig lidt på vej. Først skal du finde frem til, hvorfor du overhovedet vil gøre det, hvad der motiverer dig og så skal du endelig beslutte dig for at gøre det.

Stil dig selv disse tre spørgsmål:

Når du spørger dig selv, Hvorfor du vil rydde op og gøre rent? Skal svaret gerne være, at det er for din egen skyld. Ligesom det er for din egen skyld, at du indretter dit hjem og klæder dig pænt på, holder dig i form og spiser godt. Oprydning og indretning er lidt som en kærlighedserklæring til sig selv!

Dette er ikke altid nok til at komme i gang, du skal også finde ud af hvad du motiveres af? Motiveres du af at tænke på dit skønne hjem som resultat af din oprydning eller motiveres du af at slippe for stress, dårlig samvittighed og irritation i det nuværende rodede hjem? Personligt motiveres jeg af at der er ordentligt omkring mig, at jeg kan finde mine ting og jeg kan slappe af i rene og pæne omgivelser.

Motivationen kommer dog ikke nødvendigvis fordi du finder ud af, at du gør det for dig selv og resultatets skyld, så derfor er du også nødt til at beslutte dig for at gøre det. Både din motivation (altså målet) og din beslutning kan du så koble til en belønning, og så er vi ved at være klar. Jeg køber tit friske blomster efter en ordentlig omgang oprydning og rengøring og så holder jeg meget af at invitere venner på besøg, (hvilket også kan være motivationen for at komme i gang!).

Nu kan vi så gå i gang med Forårs oprydning og rengøring!

På overfladen ser dit hjem måske fint ud men for at komme godt igennem en oprydnings proces er det vigtigt at du er ærlig og modig. Hav mod (og sæt tid af) til at se i dine skuffer og skabe. Vær helt ærlig overfor dig selv, bruger du alle de ting du har gemt, holder du virkelig af dem og hvis ja hvor skal de så bo fremover? Rod er alt det vi ikke bruger, det vi ikke kan lide og det vi ikke har plads til. Så det er faktisk ganske simpelt; Giv dine ting et sted at bo, Brug det og Hold af det, ellers se at skaf dig af med det. Ud af dit liv!

Et par ideer til at komme godt i gang med oprydningen kan være at sætte god belysning på projektet, bring en ekstra lampe eller to med ind i lokalet. Din yndlings musik så du kan nynne lidt og åbne vinduer både under og efter processen for at løfte energien. Brug eventuelt en olielampe med æteriske olier, det kan også hjælpe med at sætte energi og god stemning, jeg kan anbefale en duft som geranium eller mandarin.

Alt ud af skabet, Sorter, Find plads, smid ud.

Nogle ting er nemme at sortere mens andre ting virkelig kan være krævende følelsesmæssigt. Nogle har svært ved at give slip på tøj andre har svært ved gaver man har fået foræret eller arvegods fordi vi lægger så utrolig mange følelser i vores ting. Spørgsmålet er om du virkelig holder meget den ting? Og om du bruger den? Ellers er det helt ok at vælge den fra. Vi kan i realiteten undvære det meste så vigtigst er det, at vi omgiver os med det vi virkelig holder af. Når du sortere laver du tre bunker, det som skal smides ud, det som kan sælges/gives væk og det som skal blive. Efter sorteringen er det vigtigt at du beslutter dig for en deadline så dine ting hurtigt bliver videreekspederet og kommer helt ud af dit hjem. Ring eller skriv med det samme til dem du tænker vil overtage tingen eller tag fotos og sæt til salg online med det samme.

Hver gang du har tømt et skab, en skuffe eller hylde skal støvsuge og vaske af. Lidt efter lidt vil der sprede sig en dejlig duft i hjemmet (i sig selv en belønning synes jeg). I stedet for kemiske produkter vælger jeg æteriske olier. Der findes mange forskellige og det er egentlig bare et spørgsmål om smag og temperament. Nu er det forår så vil jeg vælge en frisk duft som citrus, det løfter virkelig humøret! Tea tree-olie desinficere og fjerner mug mellem fliser, brug det også i kanten af dine vinduer hvis der er sorte synlige fugtpletter. Prøv at dryppe et par dråber af din yndlingsolie på lidt vat og komme det i støvsugerposen, en skøn rengøringsduft kan være geranium, gran eller måske pebermynte.

Rengøringsarbejdet: Spand med vand og igen æteriske olier kan bruges i stedet for kemiske produkter. Hav mange klude og viskestykker klar. Brug eddike til vinduespuds og pletter på linoleumsgulve. Fjern stearinlyspletter med kogt vand og bagepapir. Vask paneler og døre – en dør vaskes nedefra og op så du undgår det sorte vand sætter spor når det løber ned af døren. Vask gardiner og luft, bank og støvsug alle tæpper.

Aaah er det ikke bare fantastisk, nu kan du læne dig tilbage og nyde den friske luft og de rene kroge! Et velfortjent forår kan begynde med en masse sjove nye tiltag…. Jeg vil straks gå ud og købe friske tulipaner, hva’ med dig?

Rigtig god fornøjelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *